Den positive dialog under pres
Læserbrev bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 23. juli 2009, s. 6. Integrationsrådet afholdte d. 13. juli en festival, et arrangement som efterhånden har høstet megen kritik på trods af at det har været et af de mest succesfulde og velbesøgte arrangementer rådet har afholdt. Der var tilmed en rigtig god stemning med flot opbakning fra det lokale foreningsliv, frivillige kunstnere og hundredvis af borgere fra Frederiksberg og det øvrige ganske land.
Hovedtemaet var den positive dialog, et modspil til hverdagens konfrontationsdiskurs, hvor negative historier alt for ofte får lov til at overskygge hverdagens solskinshistorier.
Integrationsrådet har som arrangør redigeringsfrihed og bestemmer selv indholdet for sine arrangementer. Alibadi afslog invitationen fra kurator, men ville få dage inden udstillingen ”Take Amay – kunstneriske hjem på Frederiksberg” gerne deltage men ignorerede formkravene og lavede et værk der var for stort og ikke harmonerede med årets tema. Hvis et museum fravælger en kunstner, fordi et værk ikke passer med temaet for en given udstilling, kommer der ikke et ramaskrig.
Der er tale om en uheldig situation hvor et vellykket arrangement er blevet taget som gidsel pga. en række misforståelser og manglende vilje til dialog. Alibadi fremviste sit værk foran Frederiksberg Rådhus med sin helt egen dagsorden, derved demonstrerede han at han i Danmark har fuld ytringsfrihed og gudskelov for det!
Fasael Rehman.
Næstformand i Integrationsrådet
Arkiveret i Integration, Medier
