Speakers Corner på Roskilde Festival
”Dem og os” –fordomme mødes på Roskilde Festival af Rikke Trærup Johannsen. Foto: Lone Kröning.
Dagens event i Speakers Corner bød på brændstof til politiske diskussioner. Her kunne man overvære en meningsduel mellem Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og en muslim ved navn Fasael Rehman – eller Frederik Olsen, som han præsenterede sig selv, da konferencierens evner til at udtale fremmedklingende navne ikke rakte…
Trods regnvejret var ca. 100 tilskuere mødt op, da kombattanterne gik på scenen. Først gav de en indledende tale, og derefter en række korte indlæg. Måske til skuffelse for de fremmødte blev det hverken til håndgemæng eller blodsudgydelser, og diskussionen holdt sig i en sober tone. Temaet for begge taleres vedkommende var frihed, tolerance og ytringsfrihed. Messerschmidt fremkom med synspunkter, der, sandsynligvis af strategiske årsager, ikke virkede provokerende på mængden af tilskuere, hvor han havde en del flere modstandere end tilhængere.
Den største uenighed mellem de to talere drejede sig om ytringsfriheden i efterdønningerne af Muhammed-sagen. Rehman opfordrede til en form for frihed under ansvar, hvor man ikke skal støde andres (religiøse) følelser, mens Messerschmidts vision var ubegrænset ytringsfrihed – ”for hvem skal bestemme, hvor grænserne skal gå?”
Efter disse debatindlæg kunne man ”låne en fordom”, dvs. at Rehman og Messerschmidt kunne udlånes til en diskussion under mere intime forhold. Allerede inden eventen var der stor rift om at låne debattørerne, og man kan kun gætte på, om lånernes fordomme er blevet be- eller afkræftet.
Arkiveret i Medier ![]()
